Sorgplan

for Mølholm Skole

Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved
men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår

(Kinesisk ordsprog)

Indholdsfortegnelse

Indledning

Når ulykker og dødsfald rammer os i skolen, er vi ikke altid forberedte, og selv om vi er, kan det være svært at håndtere.
En handleplan om ulykker og dødsfald er derfor god at have, når vi pludselig står i en sådan ulykkelig situation.
Denne handleplan indeholder korte anvisninger på, hvordan akutte situationer kan håndteres, hvem der skal informeres, hvordan det kan gøres, og hvordan man kan arbejde med sorg og tab i klassen.
Men ikke to situationer er ens – og ikke to personer reagerer på samme måde, så det er vigtigt, at vi i hvert tilfælde, møder de ramte som synlige og aktive medmennesker og ikke kun som professionelle.
Vi skal være der og turde spørge og lytte. Menneske, der sørger, har brug for

• • en god lytter
  • en at tale med om sin sorg – også efter 6, 12 måneder og senere
     
  • Mennesker, der sørger, er kede af det, man kan ikke gøre dem mere ked af det.

Sorg har mange ansigter, og tab kan være mange ting. Svigt i familien, svigt af bedstevennen og skilsmisse kan også give alvorlige problemer.

Vær også opmærksom på egne reaktioner, og søg støtte og hjælp hos ledelsen eller hos kollegaer.
Det kan være svært at være medmenneske – også i sådanne situationer, men som lærer og klasselærer er opgaven, at turde være der og gøre det bedste, man kan. Evt. kan aftales hjælp /supervision af god kollega.

(Som inspiration kan med fordel læses Peter Olesen: Et dybt slæbespor i sjælen i bogen Min mor døde, min far døde, red. Peter Olesen, Kroghs forlag)

Bed også om hjælp til en samtale i klassen eller med de berørte personer, hvis situationen virker uoverskuelig.

Ved en elevs dødsfald

Lige efter dødsfaldet:

Skolelederen/afdelingslederen (den, der modtager beskeden) indkalder de tilknyttede lærere og pædagoger.

• • Fælles information på kontoret.
  • Fælles overblik – hvem er berørt/hvem vil blive berørt.
  • Fælles stillingtagen til yderligere tiltag (resten af dagen).
  • Teamet skal være med til klasseinformationen – Der skal afsættes god tid til at efterbearbejde elevernes reaktioner.
  • Teamet er sammen med klassen resten af dagen.

Klasselærerens og teamets opgave:

• • Teamet informerer klassen.
  • Er sammen med børnene for at mindes eleven – der sikres tid til at mindes, evt. blomster på den afdødes plads, tegninger og samtale med klassen.
  • Laver en skrivelse til forældrene om hændelsen, hvori også børns mulige sorgreaktioner nævnes (se bilag 6 og 7).
  • Sikrer sig, at børnene ikke kommer hjem til et tomt hus.
  • Kontakter hjemmet for at få facts om det skete (undgå rygter), og få afklaret hvad skolen kan hjælpe med.
  • Teamet overvejer, om der skal indkaldes til akut forældremøde.
  • Besøge barnets hjem inden begravelsen og have en buket blomster med.
  • Fortælle eleverne om den kommende begravelse/bisættelse (evt. snakke med præsten – eller få vedkommende på besøg i klassen).
  • Deltagelse i begravelsen. Bårebuket fra klassen. God idé at klassen selv samler ind til bårebuketten, så eleverne føler, at blomsterne er fra dem.
  • Besøge gravstedet med klassen nogle dage efter begravelsen.
  • Evt. besøge gravstedet hvert år på afdødes fødselsdag.
  • Informere nye lærere om hændelsen.
  • Overvejer om, der skal arrangeres et foredrag for klassens forældre om børns sorgreaktioner.
  • Overveje hvordan der arbejdes med sorg på klassen.

Skolelederens opgave:

• • Informere alle medarbejdere hurtigst muligt.

• • Sørge for at teamet er samlet.
  • Morgensangen aflyses til fordel for en samling i klassen
  • Være kontaktperson i tilfælde af pressehenvendelse.
  • Efter den berørte klasse er informeret, samles alle elever i morgensangsalen, og der gives fælles information, 1 minuts stilhed og salme/sang. Der synges en passende sang – lærere med morgensang har på forhånd valg en sang. Hvis eleven har haft et specielt forhold til en sang synges denne.

Flaget hejses efterfølgende på halvt sammen med klassen og teamet.

• • Kontoret sender en buket hjem til familien.
  • Sende bårebuket til begravelsen fra skolen.

Hvis dødsfaldet sker i en ferie:

Hvis en elev dør i en ferie skal klasselæreren og ledelsen så vidt muligt informeres. De informerede sørger for buket, bårebuket og information til personalet.

Der forsøges afsendt brev til forældre med besked om det hændte samt om begravelsen.

Teamet er sammen med klassen 1. dag efter ferien og der arrangeres en mindestund.

Ved kollegas dødsfald

• Orientering af personalet. Sker dødsfaldet i en ferie sker dette skriftligt eller telefonisk.
• Skolelederen er den koordinerende og tager kontakt til den afdødes familie - herunder evt. børn på skolen - angående familiens ønsker og behov i det videre forløb (begravelse m.m.).
  • Besked til de involverede klasser – før den samlede besked til alle børn.
  • Der holdes en mindestund for alle klasser, hvor der holdes 1 minuts stilhed.

Der synges en salme/sang. Efterfølgende hejses flaget på halvt.

• • Sørge for at de involverede klasser/afdelinger får et kort brev om den sørgelige nyhed og evt. lidt om børns mulige sorgreaktioner.
  • Kontoret sender en buket hjem til familien
  • Nekrolog.
  • Aftale procedure ved begravelsen.
  • Mindre børn der er i familie med/ knyttet til kollegaen bør ikke sendes hjem til et tomt hus.
  • Underretter forvaltningen.
  • Ledelsen søger for en bårebuket.

Dagene efter:

Elever

De berørte klasser/afdelinger har brug for ro/tryghed/stabilitet i de svære dage (ikke skiftende vikarer).

Samtale om evt. elevers deltagelse i begravelsen.

Kollegaer

Individuelt, hvor berørt man er af dødsfaldet. Give hinanden rum og plads. Være opmærksomme på hinanden og hjælpe/aflaste hinanden.

Når en elev mister én af sine nærmeste

Lige efter dødsfaldet:

• • Ledelsen/teamet orienterer de tilknyttede lærere og pædagoger.
  • Fælles overblik – hvem er berørt / hvem vil blive berørt.
  • Er der flere søskende på skolen må de berørte teams snakke sammen om, hvem der kontakterfamilien.
  • Klasselæreren/teamet orienterer klassen – efter aftale med familien (undgå rygtedannelse og vise man er der).
  • Tal åbent om det i klassen.
  • Fortæl om muligt, hvad der er sket. Forbered kammeraterne på, at eleven kan være mere sårbar end ellers. Tal med klassen om, at de ikke skal være bange for, at eleven kommer til at græde. Det er OK at vise følelser.
  • Kontoret sender en buket hjem til familien
  • Husk at eleven er ked af det, man gør ikke eleven ked af det.
  • Ledelsen sender en buket til familien fra skolen.
  • Teamet overvejer, om klassen skal sende en buket, lave tegninger, skrive breve el.

Begravelse:

• • Teamet sender en bårebuket til begravelsen på klassens vegne. Måske vælger klassen at samle penge ind til en bårebuket.
  • Efter aftale med familien deltager teamet/klasselæreren ved begravelsen.
  • Efter aftale med familien opfordres eleverne evt. til at deltage ved begravelsen.
  • Skolen sender en bårebuket.

Opfølgning:

• • Teamet tager sig særligt af eleven. Vær opmærksom på, hvorvidt barnet har en voksen at betro sig til – evt. uden for skolen.
  • Når eleven vender tilbage i klassen er teamet forpligtet til, at der bliver skabt et miljø, så de andre elever kan/tør spørge til dødsfaldet. Samtidig er det meget vigtigt, at den berørte elev kan/må sige fra.
  • Vær opmærksom på elevens sorgreaktion (se bilag 6 og 7).

Hvis dødsfaldet sker i en ferie:

Hvis en elev mister én af sine nærmeste i en ferie skal klasselæreren og ledelsen så vidt muligt informeres. De informerede sørger for buket, bårebuket og information til personalet.

Der forsøges – efter aftale med hjemmet - afsendt brev til forældre med besked om det hændte samt om begravelsen.

Teamet er sammen med klassen 1. dag efter ferien og der arrangeres en mindestund/snak.

Når en ansat mister en af sine nærmeste

Den der først får kendskab til dødsfaldet kontakter ledelsen. Hvis dødsfaldet sker i en ferie, sørges der for, at ledelsen og de øvrige ansatte får besked om dødsfaldet. Om nødvendigt sker dette skriftligt.

Lige efter dødsfaldet:

• Ledelsen kontakter den ansatte for at afklare forhold omkring dødsfaldet.
• Ledelsen informerer kolleger så hurtigt som muligt – helst før skolestart.
• Ledelsen sender en buket til familien fra skolen.

Begravelsen:

• • Ledelsen sørger for at finde ud af om kolleger må deltage i begravelsen.
  • Ledelsen sørger for at der sendes en bårebuket fra skolen.

Opfølgning:

• • Ledelsen tager initiativ til i samråd med den berørte at lave en plan for, hvornår og hvordan den ansatte kommer tilbage på arbejdspladsen.

Ved alvorlige ulykker på skolen

Forholdsregler i umiddelbar forlængelse af ulykken:

• • Stands ulykken
  • Bliv ved den tilskadekomne og giv evt. førstehjælp.

Hjælpere:

• • Kontakt kontoret hurtigst muligt.

Kontoret:

• • Ringer 112.
  • Skaber ro på stedet.
  • Får børn væk fra ulykkestedet.
  • Dirigerer ambulancefolkene.

Ledelse eller klasselærer:

• • Kontakter elevens forældre.
  • Orienterer søskende på skolen efter konkret vurdering af ledelse og klasselærer.
  • Orienterer elevens lærere og klasse.
  • Kontakter sygehuset senere.
  • Orienterer alt personale - undgå rygter.
  • Hvis mindre elever har overværet ulykken, vurderer teamet og ledelsen, hvorvidt eleven må komme hjem til at tomt hus.
  • Overvej, om der skal sendes skriftlig besked med eleverne hjem.
  • Eleverne skal have ærlige oplysninger om ulykken.

Ved en elevs alvorlige sygdom

Når ovenstående erfares, orienteres teamet. Klasselæreren er forpligtet af, at alle omkring klassen - SFO, kontoret m.fl. – orienteres.

I tilfælde af længerevarende og livstruende sygdom skal der sættes et beredskab i gang. Dette beredskabs omfang skal tilpasses det enkelte sygdomsforløb.

Det er klasselæreren, teamet og hjemmet, der sætter processen i gang.

Følgende ledetråde er gældende i sygdomsforløbet:

• Det er vigtigt i hele forløbet at have kontakt til hjemmet og sammen med hjemmet aftale, hvorledes processen skal forløbe.
• Man må straks efter at skolen har fået kendskab til sygdommen, tage kontakt til hjemmet for at få information.
• Denne information om sygdommens forløb, forskellige udtryk og prognose skal/bør – i overensstemmelse med hjemmets ønsker – formidles til klassens øvrige elever.
• Lad klassen opretholde kontakten med den syge elev gennem breve, tegninger, digte, lydbånd og video.
• Efter aftale med hjemmet er teamet forpligtet til at besøge den syge elev.
• Når eleven er tilbage i klassen er teamet forpligtet til, at der bliver skabt et miljø, så de andre elever kan/tør spørge til sygdommen samtidigt med, at den berørte elev kan sige fra.
• Lad eleven selv fortælle om sin sygdom og behandling i det omfang, eleven selv ønskerdet.
• Inddrag evt. ressourcepersoner til at forklare om sygdommen og dens konsekvenser.
• Hvis sygdommen ender med dødsfald, træder handlingsplanen for en elevs dødsfald ikraft.

Ved kollegas alvorlige sygdom

I tilfælde af længerevarende og livstruende sygdom skal der sættes et beredskab i gang. Dette beredskabs omfang skal tilpasses det enkelte sygdomsforløb.

Det er ledelsens opgave at sætte processen i gang

Ledelsen:

• Skal sørge for, at der til stadighed er kontakt til den syge eller dennes familie.
• Skal i overensstemmelse med den syge eller dennes familie formidle information om sygdommens diagnose, behandling, forløb, og prognose til det øvrige personale og til de klasser/afdelinger, hvor pågældende underviser.
• Skal sørge for forældreinformation til de berørte klasser efter aftale med den syge eller dennes familie.
• Når den sygdomsramte vender tilbage til arbejdet, skal ledelsen orientere om de muligheder, der er ved tilbagevending til arbejde efter sygdom.
• Ledelsen skal sammen med den sygdomsramte aftale, hvordan arbejdet skal genoptages under hensyntagen til den sygdomsramtes ønsker og behov.
• Det er ledelsens pligt at tage initiativ til opfølgning, efter at den sygdomsramte er begyndt på arbejde igen.

Teamet:

• Skal sørge for at bevare kontakten mellem de berørte elever og den syge kollega.

Kollega:

• Vis du er der.
• Hvis den sygdomsramte kommer tilbage på arbejde igen, og dagligdagen kører, så husk at sygdomsforløbet stadig fylder hos den pågældende.

Ved skilsmisse og kaossituationer i en elevs familie

Når ovenstående erfares, orienteres klasselæreren. Klasselæreren er forpligtet på, at alle omkring klassens, sfo, servicepersonale og kontoret orienteres.

Klasselæreren, evt. sammen med en ressourceperson/kollega kontakter hjemmet for at finde ud af:

• Hvad skal der gøres?
• Hvem skal orienteres?
• Hvilken rolle skolen skal tage på sig?

Aftalen skal også indeholde anvisning på orientering af kammerater: Aftalen forelægges nødvendige personer.

Klasselæreren sørger for opfølgning.

Bilag 1: Ritualer

Ritualer skal ikke hjælpe børnene til at glemme, men de kan bidrage til, at sorgen gennemleves, og til at børnene kommer videre.

Ritualer i en skoleklasse kan være:

• • at sætte lys på den afdøde elevs bord.
  • at lægge tegninger på bordet.
  • at lægge nogle af elevens ting frem.
  • at se på fotografier fra klassens liv.
  • at deltage i begravelsen.
  • at tale sammen om det, der er sket.
  • at skrive mindeord.
  • at lytte til musik.
  • at besøge gravstedet på bestemte tider af året.

Vær opmærksom på andre religioner.

Husk! Børn sørger ikke hele tiden, pludselig leger de og råber højt.

Bilag 2: Forslag til brev til forældre

Klassen har i dag fået den sørgelige meddelelse at xx er død. Det skete i går …dag på grund af………

Vi har brugt meget tid på at snakke om det, der er sket, og vil også gøre det i tiden fremover.

Vi ved endnu ikke, hvornår begravelsen skal finde sted, men har talt om at samle ind til en buket (ca…..kr. pr. elev). Der er også en del fra klassen, der gerne vil med til begravelsen. Det vil være godt både for XX’s familie og for eleverne at få lejlighed til at sige farvel på denne måde. I vil høre nærmere, når vi har talt med familien.

Når en kammerat dør, kan et barn være påvirket i længere tid herefter.

Børn reagerer på forskellige måder efter et dødsfald. F.eks. vil nogle børn ikke snakke om dødsfaldet og snakker, som om intet var hændt. Nogle børn græder meget

• er rastløse og urolige – andre har svært ved at koncentrere sig og lignende.

Vi må derfor i fællesskab være opmærksomme på at lytte til børnenes signaler uden at gøre det til et problem.

I er meget velkomne til at kontakte mig i tilfælde af spørgsmål. Med venlig hilsen

Bilag 3: Begravelse af elev med elevdeltagelse

Forslag til brev

Til……

I forståelse med ………´s familie kan klassen deltage ved begravelsen, der foregår

…….dag den …..kl ……. i……… .

Deltagelse er naturligvis frivillig, men det vil være godt for børnenes bearbejdning af sorgen, hvis så mange elever som muligt deltager. Det vil også glæde xx’s familie, at klassekammerater og måske også forældre deltager.

Klassens lærere vil deltage, men det er vigtigt, at andre voksne også er til stede. Med venlig hilsen

Klasselærer                              Skoleleder

Bilag 4: Begravelse af elev uden elevdeltagelse

Forslag til brev

Til ……..

I forståelse med ………´s familie deltager klassen ikke ved begravelsen af …….…

Begravelsen foregår i stilhed.

Med venlig hilsen

Klasselærer                              Skoleleder

Bilag 5: Psykisk førstehjælp

• Vær aktiv i støtte og omsorg.

• Aflast og beskyt mod stressende påvirkninger – stærke indtryk, nysgerrige m.v.

• Undgå falsk trøst og friske bemærkninger.

• Lad være med at bearbejde oplevelsen.

• Brug tid – lyt.

• Støt om nødvendigt personen i at fortælle.

• Lad være med at dramatisere, kritisere, korrigere og bremse følelser.

• Accepter reaktionerne.

• Hjælp den ramte med at få struktur på oplevelsen og den nære fremtid.

Bilag 6: Sorgens fire faser

1. Chokfasen

Chokfasen kan vare fra et kort øjeblik til flere døgn. Under chokfasen holder personen af al kraft virkeligheden på afstand. Ofte kan den, der er blevet ramt, virke behersket på overfladen, men under den er alt kaos. Vedkommende kan bagefter have svært ved at huske, hvad der er sagt eller sket.

2. Reaktionsfasen

Reaktionsfasen begynder, når den ramte tvinges til at erkende det skete. Der sker her en voldsom omstilling af hele det psykiske apparat, som har til opgave at integrere virkeligheden på en så funktionel måde som muligt.

3. Bearbejdningsfasen

Denne fase indtræder måske et halvt til et helt år efter traumet. Nu begynder den ramte atter at vende sig mod fremtiden i stedet for som tidligere at være totalt optaget af traumet og det forgangne.

4. Nyorienteringsfasen

Nye interesser har erstattet det tabte. Den vaklende selvfølelse er blevet genoprettet, de skuffede forhåbninger er blevet bearbejdet. Alt dette sker under forudsætning af, at vedkommende har kunnet arbejde sig igennem krisen.

Kilde: Johan Cullberg: Krise og udvikling.

Bilag 7: Om tab og sorgens følelser

Skrevet til dem, som har brug for at forstå den nødvendige smertes betydning i den lægende proces.

I ethvert menneskes liv er der adskillige tab, som det er nødvendigt at bearbejde følelsesmæssigt for at kunne fortsætte i almindelig balance. Det at blive forladt enten ved dødsfald eller skilsmisse, at sige farvel til sit gamle fortrolige hjem, at få et handicappet barn, selv at blive kronisk handicappet eller livstruende syg er eksempler på tab, som i en periode kan få én til at føle, at livet ikke er værd at leve. Tabet forårsager et sår i sjælen, et sår som tiden normalt læger, hvis sorgen over det skete forløses i gråd, vrede og fortvivlelse.

Tabet kan ryste sjælen på en så voldsom måde, at sorgens følelser kan blive til en krisetilstand, hvor man har brug for hjælp af sine nære. Man mister for en tid kontrollen over sine følelser, bliver angst, brister pludselig i gråd eller bliver vred uden grunde. Dette er både sundt og naturligt, men for mange mennesker er det foruroligende og kan få én til at overveje, om man er ved at blive sindssyg.

Oplevelsen af kaos og uvirkelighed: ”Det er ikke mig, det er sket for”, fornemmelsen af at se den afdøde på gaden eller høre vedkommendes stemme er også normalt i den forstand, at det opleves af mange mennesker i dyb sorg.

Sorgen har sit forløb således, at man efterhånden kan adskille sig fra det, man har mistet, og dermed blive i stand til at knytte nye bånd, finde nyt livsindhold og lære de nye færdigheder, der skal til for at mestre en anden slags liv. Svære tab betyder nemlig, at man aldrig bliver den samme som før. Derfor er det at sørge hårdt arbejde.

Man kan betragte sorgarbejdet som fire opgaver, man skal løse på mange forskellige niveauer i det tidsrum, der skal til for at opnå et nyt liv. Et liv som enlig, et liv med et handicappet barn, et liv hvor man har en livstruende sygdom med sig, hvor man mister – sorgarbejdet er det samme, om end det kan opleves meget forskelligt alt efter, hvem det er, der har mistet hvad, hvordan og hvornår i livet.

Sorgarbejdets første opgave er, at du må erkende, hvad der er sket, og det er specielt i begyndelsen svært, fordi uvirkeligshedsfornemmelsen kan være stor, når din sjæl er blevet rystet. Efterhånden trænger erkendelsen af det skete igennem, selv om det kan tage lang tid, inden tabets omgang bliver klart for dig. Nye erkendelser vil dukke op igennem hele sorgprocessen, som desværre kræver tid, vilje og energi.

Når erkendelsen af tabet efterhånden når dig, overvældes du af fortvivlelse, måske af fysisk smerte. Følelsen af ensomhed blandet med ængstelse over der, der er sket dig, og som vil ske med dig. Specielt i begyndelsen er sorgens følelser ofte på en pinagtig måde blandet både med skyldfølelse over, at du gjorde, som du gjorde, og vrede rettet mod de personer, som har haft med din tragedie at gøre f.eks. læger, hospital, venner, slægtninge – muligvis med Gud, og måske også med den, der har forladt dig. De tilbagevendende spørgsmål, som er helt naturlige for os alle er: Hvorfor skete det?

Hvorfor mig?

Den anden opgave er med andre ord, du giver dig hen i følelsernes vold –græde, hulke, fortvivle og rase – følelser, der som tidligere er nævnt specielt i begyndelsen kan være skræmmende, men som er en naturlig forløsning. Det er den kraft, der i længden læger dine sår i sjælen, som det traumatiske tab har forvoldt dig. Den dybe hulken er livgivende. Det er måden, du får styrke til at give slip på det, du har mistet, for langsomt at kunne vende dig imod nyt. Det er almindeligt, at sørgende forestiller sig, at hvis de giver los på smerten, så holder de aldrig op med at græde, og dermed mister kontrollen og må give op. Det forholder sig modsat. Ingen kan hulke mere end max. 10 minutter ad gangen, og den dybe gråd er så muskelafspændende, at du får fornyet kraft til at handle.

Når du er blevet ramt i din sjæl, mister du for en periode tilliden til verden, og en del af sorgarbejdet er at genvinde den, så angsten for livet ikke tager over. Vores forhold til andre er afgørende for, at vi kan genvinde den almindelige balance. Isolerer du dig i din sorg, har du et ekstra problem, fordi ensomheden forlænger sorgprocessen.

Den tredje opgave er at lære noget nyt. For de fleste af os betyder det at etablere et tættere forhold til andre mennesker, således at man kan dele sorgens følelser med andre. De fleste er villige til at lytte, men når så mange sørgende har svært ved at finde det forestående netværk, når de første måneder er gået, er det fordi, de pårørende tror, de skal gøre noget – at det ikke er nok at lytte omsorgsfuldt til sorgens følelser. Derfor bliver du nødt til at lære den nye færdighed, det er at bede om hjælp på den rigtige måde. Du er med andre ord nødt til at bede dine pårørende om at besøge dig, og du må spørge dem, om du må tale med dem om dit tab, fordi det hjælper dig. Du må forklare dem, at de ikke behøver at blive bange for dine følelser, som hører med til din proces. De behøver ikke gøre noget andet end at lytte og måske holde om dig. At sørge sammen med andre lindrer smerten og giver dig mulighed for at genvinde tilliden til dit liv igen. Du bliver således nødt til at lære noget nyt, da du ikke er den samme, som før du blev ramt.

Du skal normalt aldrig undgå at tale om dit tab, og du bør heller ikke undgå genstande eller steder med smertelige genkendelser. Kun ved at se tabet i øjnene kan

du på længere sigt formindske smerten. Beroligende midler, antidepressiv medicin eller alkohol kan midlertidigt bedøve din sorg, men den forlænger kun processen.

Den fjerde opgave er efterhånden at vende dig mod fremtiden og dermed adskille dig fra det, du har mistet. Denne proces foregår hele den lange og pinagtige sorgperiode, hvor der ikke findes smutveje.

Sorg er en del af livet, og det er muligt at komme styrket gennem den nødvendige smerte, fordi du i dit møde med de kaotiske følelser og tanker får et mere afklaret forhold til det faktum, at ingen kender dagen før solen går ned.

Litteraturhenvisning: Den nødvendige smerte. Munksgård 1987. Marianne Davidsen- Nielsen og Nini Leick

Bilag 8: Børns forståelse af døden

Børns forståelse af døden hænger nøje sammen med, hvor gamle de er. Det samme gælder for de forestillinger, de gør sig i forbindelse med deres fars eller mors død.

I store træk kan man opdele børnene fra 2–18 år i følgende grupper.

1. 4. år

Små børn opfatter ikke døden som endelig. De kan ikke forstå, at den døde far eller mor ikke vender tilbage. De føler sig forladt. Små børn stiller ofte vanskelige spørgsmål som:

• • • Kommer far/mor ikke snart hjem igen?
    • Hvor er far/mor henne?
    • Hvad laver far/mor der?

Små børn kan plages af stærke skyldfølelser, som ikke altid er logiske. Et barn kan eksempelvis tro, at far og mor er syge, fordi de siger ”Dumme far/mor.”

5-9 år

Børn i den alder forstår gradvis, at døden er uigenkaldelig. Det er ikke usædvanligt, at de forestiller sig døden som en person. De tænker intenst over, hvordan det mon er at være død. Børn blander ofte fantasi og virkelighed sammen. Hvis de ikke får lejlighed til at se deres døde far/mor, kan de tro, at den døde ser lige så uhyggelig ud som eksempelvis døde og dræbte i voldsfilm.

10-11 år

Forholdet til døden begynder at minde om de voksnes. De forstår, at døden er uundgåelig. Børnene gør sig i den alder store spekulationer over, hvad der sker efter døden. Angsten for selv at dø er stor, og børnene har ofte vanskeligt ved at falde i søvn og at sove.

12-13 år

Børnene er ofte i stand til at beherske eller fortrænge deres angst – modsat mindre børn. Det er ikke usædvanligt, at børn i den aldersgruppe siger, at de ikke er bange for døden. Børnene er meget påvirkede af, hvordan de voksne i deres nærhed taler om døden. Fornemmer børnene, at døden og talen om den afdøde er tabu, holder de deres tanker for sig selv.

1. 18. år

Børnene er i en fase af livet, hvor de frigør sig fra hjemmet. Det gør det ofte ekstra svært at bearbejde tabet og sorgen. Mange føler, at dødsfaldet forhindrer dem i at leve

og more sig som andre unge. De får dårlig samvittighed og undertrykker deres egne behov. Reaktionerne spænder lige fra at spille høj musik – til den totale fornægtelse af sorgen. Har der været mange konflikter mellem barnet og den døde, kan det fremkalde stærke minder, som giver en dybtfølt skyldfølelse. Tanker om selvmord for at genforenes med den døde kan forekomme.

Bilag 9: Sorgbearbejdning

Ved samtalen med børnene er det vigtigt, at læreren/pædagogen er opmærksom på, at eleverne reagerer forskelligt på begivenheden.

Der er elever, der:

• bliver vrede på/er aggressive over for læreren/pædagogen.
• græder.
• bliver tavse.
• føler sig indesluttede og knugede.

Det er vigtigt at føre samtalen fordi:

• den enkelte elev får hjælp til at sætte ord på de oplevelser, han/hun har haft.
• eleverne får værdifuld information om hinandens tanker, følelser og reaktioner.
• det er godt at høre, at der er andre, der reagerer som én selv.
• det er rart at finde ud af, at man har lov til at reagere på forskellige måder.
• læreren får et indtryk af, hvordan de enkelte elever har det, og kan dermed gøre det lettere at imødekomme den enkelte elevs behov.

Rammer for samtalen

• • • Samtalen bør foregå 1-2 dage efter den tragiske hændelse.
    • Den skal helst foregå i klasselokalet.
    • Der skal være god tid.
    • Det vil være godt, hvis der er to lærere til stede.

Formål med samtalen

• • • At skabe sammenhæng i det, der skete.
    • Fjerne myter.
    • At give eleverne mulighed for at sætte ord på deres reaktioner og følelser.
    • At understrege, at det er almindeligt at reagere voldsomt og forskelligt på tragiske og usædvanlige hændelser.
    • At stimulere klassesammenholdet.

Regler

• • • Det, som andre fortæller under klassesamtalen, skal betragtes som fortroligt.
    • Man taler for sig selv – man fortæller altså kun om egne tanker og følelser.

• • • Man lytter til andre – også selv om følelser, ord og tanker er meget forskellige fra ens egne.
    • Det er i orden, at man kun lytter.

Samtalen indledes med, at:

• Læreren/pædagogen fortæller           - Hvad der er sket.
  • Hvordan det er foregået.
  • Hvornår det er foregået.

• Læreren/pædagogen forklarer derefter, hvordan man kan reagere efter voldsomme hændelser – dvs. krisereaktioner.

• Formål og regler beskrives.

Herefter spørger læreren/pædagogen ind til elevernes tanker og følelser om hændelsesforløbet.

Spørgsmål til følelsesmæssige reaktioner:

• • Hvordan reagerede du?
  • Hvad var det værste?
  • Hvad gør dig mest ked af det?
  • Er det noget, du er vred over?

Samtalen afsluttes med, at:

• Læreren/pædagogen opsummerer og understreger det almindelige i reaktionerne.
• Tavshedspligten gentages.
• Hvis der er tale om dødsfald, aftales klassens rolle ved begravelsen efter aftale med familien.
• Der vises respekt for familiens ønsker.
• Der gives mulighed for at stille spørgsmål, inden man skilles.
• En senere samtale aftales.

Litteraturliste

For voksne

• “Børn om mors og fars død”, Peter Olesen (red.), Kroghs Forlag

• “Min søster døde, min bror døde”, Peter Olesen (red.), Kroghs Forlag
• “Når hjertet gør ondt”, om sorg, et uv.materiale for bh.kl., 1. og 2. klasse, Kræftens Bekæmpelse

• “Når bånd brister”, om sorg, et uv.materiale for 3., 4. og 5. klasse, Kræftens Bekæmpelse

• “Når nogen man elsker dør”, om sorg, uv.materiale for 6., 7. og 8. klasse, Kræftens Bekæmpelse

• “Når børn mister”, en guide for ansatte i institution og skole, Christina Grønbeck og KlavsHolm
• “0-14”, tema: børn i sorg, Pædagogisk Tidsskrift for daginstitutioner og klubber
• “Solsort og snefnug”, novellesamling fra Kræftens Bekæmpelse
• “Børn og unge dør også”, Henrik Højer Mikkelsen
• “Sorg og omsorg i skolen”, Atle Dyregrov
• “Børns sorg”, Gertraud Finger
• “Børns følelser”, Gun Wassberg, højtlæsningsbog - der lægger op til snak om følelser

• • ”Min mor døde, min far døde”, Peter Olesen, Kroghs forlag

For børn

• “Anna og Engel”, Anne Lilmoes
• “Brødrene Løvehjerte”, Astrid Lindgren

• “For evigt borte”, 126 digte om at miste, skrevet af børn og unge mellem 7 og 17 år

• “Farvel Rune”, Marit Kaldhol

• “Græd blot hjerte”, Glenn Ringsted