Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årsberetninger

Skolebestyrelsesformandens årsberetning for skoleåret 2020/21

(hvis du ikke orker at læse denne lille tekst, så findes der en visuel udgave af årsberetningen i form af en video, men giv agt: forsøg på humor kan forekomme)

Det er helt ufatteligt og forhåbentlig sidste gang, at jeg igen skal indlede min årsberetning med emnet Covid-19. Hvor meget jeg end ønsker at ignorere det – ud fra tanken om at hvis vi ikke giver det for meget opmærksomhed, så fylder det heller ikke så meget – så HAR corona endnu engang overskygget lyden af glade børnestemmer i skolegården, summen af liv i klasselokalerne og vores mange traditioner på skolen. Vores lejrture, vores morgensang, julehygge, forårskoncert. Åh ja, forårskoncert! Tænk, jeg vidste ikke dengang for 2 år siden, at det blev den sidste forårskoncert, jeg skulle overvære, fordi mine børn voksede sig for store under en pandemi i mellemtiden. Nu må jeg se om jeg kan manipulere mit yngste barn til at vælge musik som valgfag, blot for at jeg kan få en omgang mere af forårskoncert og ”tak for i aften, det var det hele”....

Men som bekendt, kan vi jo ikke sidde og hænge med mulen over alt det vi ikke fik med – det har været et nyt livsvilkår for os alle, at vores frihed blev begrænset. I stedet kan vi bruge tiden til at reflektere over, om vi kan tage noget med fra den tid der er gået.

Som sidste år må jeg endnu engang tage hatten af for Mølholm Skole, for ledelsen, for de ansatte, for eleverne og for forældrene. Hvor har vi været dygtige alle sammen til at stå det igennem. Nuvel, rosenrødt er alting ikke, og jeg går ud fra at jeg ikke står alene med følelsen af at svinge (ofte med pendulfart) mellem tilstandene ”vi tager en dag ad gangen, så klarer vi den og vi bærer over med hinanden” og ”jeg bruger lige en dag i fosterstilling i hjørnet af stuen mens jeg gentager for mig selv ”jeg orker ikke mere, jeg vil tilbage til mit gamle liv” ”. Med andre ord: der er virkelig lortedage ind imellem – for os alle.

Ikke desto mindre kan man hver morgen opleve en ledelse, der står i skolegården med musik på soundboxen, og ønsker alle elever velkommen med sang og godt humør. Selv den allermest introverte elev må trække på smilebåndet, når Peter og Anne Mette spiller præcis deres yndlingssang eller udstiller sig selv i mexicaner kostume (ja, hvis man altså stadig må kalde det sådan uden at krænke nogen – jeg undskylder på forhånd). Når man skal starte dagen med sprit, afstand og ingen krammere, så føler man sig tryg og imødekommet, når der står to voksne mennesker helt uden bekymringsrynker i panden og spiller luftguitar. Hvis du ikke har børn i indskolingen, så må du låne en hund hos naboen og tilfældigvis gå en tur forbi ”sporteren” klokken lidt i otte om morgenen – og få et smil på læben.

Derudover opererer ledelsen i kulissen med at overholde og håndhæve alle mulige og umulige restriktioner omkring du ved nok. I foråret spurgte jeg ind til procedurerne omkring hjemsendelse, når der er smittetilfælde på skolen. Jeg blev præsenteret for en tyk manual, hvor der lige under overskriften stod ”version 24”. 10 dage efter, hvor vi drøftede manualen igen, stod der nu ”version 28”. Med andre ord, det er en kæmpe opgave at navigere i. Vi har på skolen mødt stor forståelse fra alle forældre, selvom vi godt ved, at det skaber uro i en familie hver gang, der laves ændringer i skoledagen.

Apropos ændringer, så tager jeg også hatten af for lærere, pædagoger og alle de andre ansatte på skolen. Der laves planer til online undervisning, så skal der laves planer til udendørs undervisning og så skal vi måske tilbage til online igen, hvis der ændres i planerne p.g.a. feks et smittetilfælde. Den dybe tallerken skal opfindes igen og igen, og det gør I godt. Vi forældre, der har prøvet at stå og co- teache under noget online undervisning derhjemme, vi har måske fået en fornemmelse af, hvad det kræver at være lærer til en flok spilopper. Eller hvorfor er matematik i 6. klasse blevet så vanvittig kompliceret ift da vi selv var børn?? Eller hvordan undgår man at alle sidder og spiller Fifa på deres playstation mens de har danskundervisning? Vi takker for at I (stadig) gider undervise vores børn.... 😊

Og så er der jo eleverne – vores børn. Dem, det hele drejer sig om. Endnu engang bøjer jeg mig i støvet over, hvor godt vores børn har klaret det. Men jeg gør det ikke med lukkede øjne. For jeg er fuldstændig klar over, at mange har hængt i med det yderste af fingerspidserne, nogle bliver mere introverte end godt er af for meget online undervisning, og føler sig måske ensomme. Vi har på Mølholm Skole en vigtig opgave i at få samlet alle op igen, med de udfordringer den enkelte elev måtte have, det være sig socialt eller fagligt. Når vi alle er forskellige, så reagerer vi også forskelligt på en nedlukning. Nogle falder hurtigt ind i hverdagen igen, nogle har nydt stilheden og koncentrationen derhjemme til online undervisning, nogle savner det sociale for vildt og nogle mister grebet for en stund om hvordan man kommer ud i verden igen. Det skal alle vi voksne, både undervisere og forældre, hjælpe dem på vej med. Det kan vi godt og det bliver godt igen.

Valg til bestyrelsen – farvel til nogle, velkommen til andre.

Selvom al dette har fyldt i endnu et skoleår, så HAR vi også lavet lidt i skolebestyrelsen i det forløbne skoleår.

Faktisk startede vi det nye skoleår med valg til skolebestyrelsen. Det skulle have foregået sidste forår, men blev som alt andet udsat. Derfor kunne vi tage hul på et nyt skoleår med ny bestyrelse. Jeg fik lov at blive siddende på pinden som formand (og lad os endelig blive ved med at kalde det forMAND, jeg føler mig ikke krænket eller udfordret på min kvindelighed af den grund. I øvrigt kan du nok alligevel se på længden af min årsberetning at jeg ER kvinde!! Jeg har skrevet 2 sider og er endnu ikke kommet til de konkrete emner vi har beskæftiget os med i det forløbne år.....)

Vi sagde farvel til Palle Tomsen, Lars Berthelsen og Morten Funder og tak til Jer for Jeres indsats og gode selskab i de år, I har været med. Vi sagde herefter velkommen til Torben Bank, Fouzi Abedelrazik, Heidi Pazedeki Jensen og Rasmus Bjerre. I har allerede fået en god fornemmelse af, hvad vi arbejder med i skolebestyrelsen. Jeg glæder mig til vi får flere fysiske møder, for selvom online møder er et godt alternativ, så lærer man nu hinanden bedre at kende, når man er i samme lokale.

Bestyrelsen skulle have været på et seminar i efteråret 2020, hvor vi arbejder i dybden med emner og temaer til bestyrelsesarbejdet omkring Mølholm Skole. Det er naturligvis – som alt andet – udsat. Vi prøver i stedet i november i år.

Hvis du vil vide mere om os i bestyrelsen eller have kontakt til os, så kan du finde os på skolen hjemmeside.

Trafikken omkring skolen

En evig føljeton, som ligger os meget på sinde. Det er SÅ vigtigt, at alle børn kommer trygt og sikkert i skole, derfor er vi løbende i kontakt med forvaltningen vedr. forbedringer på vejene omkring skolen. Vi rykkede endelig op i toppen af listen og fik etableret nye chikaner, som vistnok nu hedder ”hastigheds regulerende foranstaltninger”. Ønsket var at skærme de små trafikanter bedre for bilerne rundt om chikanerne. Vi har lige skullet vænne os til det lidt alternative udseende arrangement, og hvordan vi skulle køre hen over bumpene i bil (jeg kan oplyse at man skal køre hen over dem midtfor) og hvordan man skal memorere hvor de sjove høje striber befinder sig, så man også kan cykle der i snevejr uden at vælte over dem. Vi har fokus på emnet hele tiden og er i øjeblikket i dialog om ekstra skiltning ved cykel indgangen/Mølholm Landevej ved Rød Fløj.

Kommunalt byggeri der holder budgettet!

Så har man hørt det med. Vores nye flotte musiklokale og vores håndværk & Design lokaler stod klar i begyndelsen af dette skoleår. Vi havde et budget der lød på 2,4 mio kr og vi endte på 2,34, så det synes jeg faktisk godt vi klappe hinanden på skulderen for. Indvielsen fandt også sted i sensommeren, dog kun for elever og voksne på skolen – med masser af dejlig musik og sang fra vores dejlige musiklærere. Vi håber vi snart kan byde på noget fællessang i det fri fra terrassen foran musiklokalet.

Der blev desuden luft i det store budget til andre forbedringer på skolen også. Tiden hvor eleverne var hjemsendt, blev brugt fornuftigt til at få malet og frisket lokaler op i både indskoling og centerklasserne. Der er blevet installeret strømbesparende ”intelligent” lys i udskolingen, med lamper, der tænder og slukker automatisk, alt efter hvor der befinder sig personer. (Jeg ved ikke om det også gælder, at lyset går ud over de elever, hvor der absolut ingen aktivitet er, men i så fald, er det jo så også lettere for den enkelte lærer at spotte, hvor man lige skal rette sin opmærksomhed hen)

Der er blevet etableret stationære håndvaske indendørs, i erkendelse af, at vi nok ikke lige slipper den gode håndhygiejne lige med det samme. Nu slipper eleverne så for at stå i kulden udenfor og vaske hænder med iskoldt vand.

Det er ikke alle forbedringerne, man måske lige opdager med det samme, men ikke desto mindre er det forbedringer, der er af betydning for det mentale indeklima.

Det næste, der står på vores to do/ønskeliste er en opdatering af vores madkundskabs lokaler og en optimering af forberedelses lokalerne for de voksne på skolen.

Revision af specialmodellen

Selvom vi har haft penge til forbedringer, så er der blevet skåret andre steder. Det kan være forvirrende at vi på skolen bruger penge på lamper og maling, når vi skal spare andre steder. Der er forskellige budgetter til forskellige områder, så derfor kan man godt have penge til at male et sted, samtidig med at der skal spares et andet sted. I Vejle Kommune har man revideret ”specialmodellen”, som egentlig er et resultat af at omkostningerne ved at have elever i specialtilbud er steget voldsomt de seneste år – ikke kun i Vejle men også på landsplan. Ønsket er, at man i folkeskolen styrker indsatsen for at hjælpe de elever, man kan, med at begå sig på almendelen. De børn, der har brug for et specialtilbud (feks vores egne centerklasser) skal stadig have den mulighed, men der kan være en gruppe, der med mere støtte end hidtil, faktisk kan blive og trives i almenskolen.

Revisionen betyder i praksis at man tager penge fra nogle skoler i kommunen og giver til nogle andre. For Mølholm skole har det betydet at vi bliver beskåret med 2.5 mio. kr. på centerklassernes budget. Det er voldsomt mange penge, og der skal ikke herske tvivl om, at vi i bestyrelsen finder det urimeligt, at man groft sagt tager penge fra en velfungerende skole, der overholder sine budgetter, for derefter at give dem til skoler, der kører med et underskud. Det gør det ikke nemmere at optimere forholdene for vores børn i centerklasserne, men vi arbejder videre.

Vi fastholder stadig at den rigtige løsning vil være at kigge på en kulturændring i måden at drive skole på. Mølholm Skole har den laveste segregeringsgrad i kommunen (segregering betyder at man fordeler elever til andre tilbud som f.eks. specialafdelinger – og det er her, udgifterne nemt kan stikke af). Det vil sige at vi i forvejen er dygtige til at hjælpe eleverne på almendelen og skabe trivsel og lave indsatser der, hvor det kræves, så det ikke bliver nødvendigt at omfordele en elev.

Det skal ikke være inklusion for enhver pris, der er både et hensyn at tage til den enkelte elev og til resten af klassen, men med de rigtige indsatser og ressourcer kan vi hjælpe et udfordret barn med at blive i sin klasse hos sine kammerater og trives der.

Det er derfor også glædeligt at vi til næste skoleår kan frigive endnu flere ressourcer til undervisningen. Pga. ændringer i de såkaldte ”studiebånd”, får vi nu flere timer med såkaldt co-teaching, hvor der kan være flere undervisere til stede på en gang. Mølholm skole er netop ved at dygtiggøre sig indenfor emnet, så vi ikke blot står med en ”ekstra hånd” i timerne, men så vi virkelig forstår at udnytte den ressource det er, at vi i nogle timer har den luksus at have to undervisere. Det kan være differentieret undervisning, det bliver nemmere at spotte, hvem der har brug for ekstra hjælp, hvem der har brug for flere udfordringer, hvem der skal hjælpes til at blive hørt osv. Det bliver godt, og jeg forestiller mig, at det giver en god dynamik for både børn og voksne.

I øvrigt ....

Det var nogle af de ting, jeg har valgt at fremhæve fra skoleåret der gik. Derudover arbejder vi også med ting som løn – og driftsbudgetter, trivselsmålinger, ansættelser, lokaler og udendørs områder og meget mere. Hvis du sidder tilbage og tænker ”nej, hvor ærgerligt, er denne årsberetning ikke længere”?.... Så ligger alle vores mødereferater på skolens hjemmeside. Så kan du skænke dig selv et glas og ellers gå i gang med læsningen, hvis du vil vide mere om, hvad vi har bedrevet tiden med.

Og til slut

Som jeg sluttede af med sidste år, så kan jeg igen sige at jeg håber virkelig at vi kommer til at se mere til hinanden i fremtiden. Jeg håber at det igen bliver normalt at mødes til et fysisk forældremøde, en skole-hjem samtale eller at smugkigge med til de smås morgensang engang imellem. For selvom børnene faktisk godt kan selv og ikke behøver at blive båret ind i deres garderobe hver morgen, så er det i mødet med andre mennesker at vi danner relationer. Og når vi danner relationer, så viser vi også vejen for vores børn. Viser dem, hvordan vi kommunikerer med andre, løser konflikter fordi vi taler med hinanden, og fordi vi aflæser hinandens ansigt og kropssprog. Derfor håber jeg virkelig også at det her VAR den sidste årsberetning, der handler om alt det vi ikke fik lov til i året der gik, alle lejrturene, forårskoncerten, morgensang og alt det andet vi gik glip af.

Jeg vil slutte af med at sige tak til Jer alle, fordi vi/I i fællesskab har hjulpet Mølholm Skole godt igennem endnu en nedlukning. Jeres store forståelse og opbakning har været vigtig. Jeg ved godt, at vi alle har haft dage, hvor vi har haft lyst til at brokke os over noget, men hold nu op, hvor har I været gode til at forblive positive. Tak for det! Og hav en rigtig dejlig sommer, og det mener jeg mere end nogensinde 😊.

Anne Meldgaard Frandsen
Formand for skolebestyrelsen på Mølholm Skole